Story
Støt U18-talentholdets tur til Bonn i Kristi Himmelfartsferien!
Vi er stolte over, at Rugby Danmarks U18-hold er blevet inviteret til Bonn i Tyskland for at spille mod stærke tyske modstandere lørdag den 31. maj. Turen giver vores unge talenter værdifuld international erfaring – noget de i dén grad har brug for!
Vi rejser tidligt fredag morgen fra Fredericia Banegård og er hjemme igen søndag eftermiddag. Alle skal med – både U18 Vest og U18 Øst – så vi kan stille med to danske hold og give så mange spillere som muligt chancen for at spille kampe på højt niveau. Målet er at sende 40 spillere afsted, hvilket vil være fantastisk for dansk rugby!
Desværre spiller vores U18-drenge alt for få kampe i løbet af året, og netop det er en af hovedårsagerne til, at vi har brug for ekstra initiativer som dette. Denne tur er en investering i deres udvikling – og i fremtiden for dansk rugby.
Men en sådan tur er naturligvis ikke gratis. Derfor rækker vi nu ud til alle klubber og rugbyentusiaster med hjerte for ungdomsrugby. Jo mere vi kan samle ind, desto mindre bliver egenbetalingen for den enkelte spiller.
Alle bidrag gør en forskel – stor som lille!
På vegne af U18-talentholdet: Tusind tak for din støtte!
